Til forsiden
Forside Velkommen
Program

Billetter

Forestillinger

Udstillinger

Workshops

Film i Bio

Festival information

Spillesteder

Shuttle Bus

Billedgalleri

English version

Velkommen til Silkeborg Dukketeaterfestival

Festival of Wonder 2009

Kunstnerisk leder Ulla Dengsøe I 20-året for murens fald sætter festivalen i år fokus på Europæisk dukketeater. Temaet er levende musik i dukketeatret.

En festival er et mødested. Her mødes publikum, udøvende kunstnere, gæster fra nær og fjern omkring en fælles passion. På Festival of Wonder er passionen dukketeater.

Hvad er det så, der gør dukketeatret til noget særligt? Det er svært at forklare. Det skal opleves. Men det drejer sig i hvert fald om at fortælle en god og spændende historie. Hvis denne historie skal fortælles med dukker, skal der være en grund til at bruge dukker i stedet for almindelige skuespillere.

Og der er mange grunde til at bruge dukker. De kan så meget, som mennesket ikke kan. Dukken kan på et splitsekund forvandle sig, den er ikke bundet af tyngdekraften, og så har den et helt unikt udtryk for blot at nævne nogle sider af dukkens magiske tiltrækningskraft.

Jeg har ofte skullet overbevise en person, der ikke har set en dukketeaterforestilling siden sin tidligste barndom, om det fantastiske i denne teaterform. Det lykkes som regel ikke. Men når samme person så selv har oplevet underet, er han/hun overbevist. Dukketeatret kan noget helt specielt. Derfor hedder Silkeborg Dukketeaterfestival også Festival of Wonder.

Og undere vil du kunne møde mange af. Vi er glade for at kunne tilbyde et overflødighedshorn af forestillinger. Lige fra forestillinger for de mindste børn og til de mange forestillinger for voksne. Faktisk skal vi afvikle 116 forestillinger i festivalperioden med teatre fra Danmark, Spanien, Frankrig, Holland, Tyskland (3 teatre), Rusland, Italien, Sverige og Tjekkiet (3 teatre).

Du vil kunne opleve skæve eksistenser i Theatre Forman Brothers forestilling Obludarium, som vises i deres egen smukke teaterbygning. Hitlers sidste dage i førerbunkeren skildres med gru og humor i Stuffed Puppettheatres Schickelgruber, alias Adolf Hitler. Du vil opleve bizarre dukker i Theatre Wilde og Vogels forestilling Spleen.

Og sådan kunne jeg blive ved at opremse de mange højdepunkter fra de mange danske og internationale teatre, der gæster os i 2009. Tag et kik i det omfattende program og vælg netop dine forestillinger. Så vil du, i mødet med andre mennesker, selv kunne opleve underet.

En varm tak til alle, som har gjort denne festival mulig. Vi ses i Silkeborg!

På arrangørgruppens vegne

Ulla Dengsøe
Kunstnerisk leder

En stjernestund i godt selskab

Jørn Rye Rasmussen Jeg vil gerne på Silkeborg byråds vegne byde alle hjertelig velkommen til Silkeborgs internationale dukketeaterfestival, Festival Of Wonder.

Det er altid en særlig fornøjelse at byde velkommen til de mange gæster, til alle de aktive, til børn i alle aldre. Festivalen er et af vore kulturelle højdepunkter, en stjernestund i godt selskab og med en perlerække af fantastiske forestillinger.

Jeg er på byens vegne stolt over, at det igen er lykkedes at skabe en festival på meget højt kunstnerisk niveau. Og samtidig en festival, der giver mulighed for at vise både gamle kendinge og nye navne i det meget brede repertoire, som præsenteres for os alle.

Temaet for årets festival er ”Europæisk dukketeater i 20-året for murens fald” og det kan jo lyde som et både alvorligt og glædeligt tema. Det spænder over et stærkt register af følelser og det kalder på eftertanke. Men netop det er en af de mange styrker ved de udtryk, som dukketeater er i stand til at spænde over.

Jeg skriver dette dagen efter et besøg i Berlin, hvor man igen og igen bliver mindet om virkningen af murens fald. Ikke kun den fysiske forandring efter 9. november 89, men også den mentale forandring og den frigørende effekt. Og ikke kun i byens rum, men også i det enkelte menneske.

Heldigvis handler festivalen også om musik. Men først og fremmest er den en kærkommen lejlighed til at begive sig ind i dukkernes forunderlige og magiske verden.

Jeg vil gerne på forhånd sige tak til festivalens dygtige og kreative ledelse med Ulla Dengsøe i spidsen, og til alle de mange frivillige, som sørger for, at det hele bliver en god oplevelse.

Jørn Rye Rasmussen
Formand for Kultur & Fritidsudvalget